Kulmination på introforløbet til biathlon.
På fem tirsdage i marts og april var skydebanen i DGI-byen samlingssted for en større flok orienteringsløbere, der med en blanding af nysgerrighed og ægte interesse ville forsøge sig med kombinationen af o‐løb og riffelskydning.
Dette skete ud fra devisen: Det tager ca. 10 år at gøre en riffelskytte til en rimelig god orienteringsløber, hvorimod en god o-løber kan blive en rimelig god skytte på en betydelig kortere tid.
Den 18. og 19. april skulle forløbet kulminere udendørs i de skønne omgivelser på Bjerget.
Det var på alle måder en kæmpe kontrast fra den grå beton i DGI-byen til en af de flottest beliggende skydebaner i Kongeriget.
Våbenudlevering og indskydning blev myndigt og meget hjælpsomt overvåget og instrueret af Christian Saxe. De “grønne” skytter lykkedes hurtigt med at blive fortrolige med de nye lækre omgivelser under åben himmel, og snart blev langt de fleste træffere koncentreret i det sorte område på prøveskiven. Det tegnede godt.
Næste opgave var punktorienteringen. En disciplin som ingen vist havde prøvet før, men som hurtigt viste sig som en sjov og spændende forret for orienteringsløberne.
Herefter fulgte et almindeligt o-løb på 3,9 km (plus det løse).
Målet for O-løbet var meget taktisk placeret på skydebanen hvor der nu, på faldmål, skulle afgives ti skud liggende og ti skud stående med en rask løbetur ind imellem. Træfningen må nok generelt betegnes som mindre tilfredsstillende. Her hjælper kun træning. Heldigvis slap vi for strafrunder denne gang.
Dagen afsluttedes med evaluering og rengøring af våben og man kunne drage hjemover med trætte ben, men med hovedet fuldt af positive indtryk. To af deltagerne meldte sig efterfølgende ind i AS. Andre er vist gået i tænkeboksen.
Et par af introløberne havde ikke fået nok af lørdagens strabadser og mødte derfor op dagen efter for at dyste på sprint distancen sammen med en håndfuld garvede biathlon kæmper fra AS, Kolding og Sorø. Hyggelige og meget hjælpsomme mennesker der beredvilligt delte tips om skydning, våben, osv. Man fornemmer tydeligt, at deltagerne i denne ret lille sportsgren kender hinanden og har det rigtig godt sammen.
Stor tak til alle folkene bag introforløbet: Christian, Philip, Steen og Søren.
april_26
/te