Christian Saxe ny klubmester
I weekenden 01-02 OKT afholdt Feltsportssektionen sit åbne klubmesterskab i orienteringsbiathlon. Det er et traditionsrigt stævne, som over de sidste 10 år er blevet større og større. Tendensen fortsatte i år med 40 tilmeldte deltagere. Det militære landshold og løbere fra Sverige og Tyskland deltog blandt andre.
Endnu engang viste Høje Sandbjerg lejren sig, som fortrinlig til netop disse konkurrencer. Med den orienteringsmæssigt fine Rude Skov som direkte nabo, med anvendelige skydebanefaciliteter, som i år omfattede hele 10 standpladser, og med lejrens sovesale som overnatning og messerne som samlingssted for de sociale aktiviteter, viste lejren sig atter som et ideelt sted for orienteringsbiathlon.
Mange deltagere kom allerede fredag aften. Andre mødte op lørdag formiddag, hvor det var muligt at indskyde sit gevær. Kl. 1300 begyndte den klassiske disciplin, som traditionelt afholdes på førstedagen. I år anvendtes den normale konkurrencerækkefølge begyndende med punktorientering, fulgt af det fri orienteringsløb og afsluttende med skydning. Der var mange tætte opgør og fine resultater. Akademisk Skytteforenings nye klubmester blev Christian Saxe.
Om aftenen uddeltes præmier ved en middag bestående af pasta med kogt laks, fulgt af rødvinsmarineret nakkekam og afsluttende med hjemmelavet is. Mandskabsmessen var fyldt, snakken gik højt og alle synes at have hygget sig.
Søndag afholdtes for første gang disciplinen Fællesstart. Banerne var opdelt i sløjfer med efterfølgende skydning. Det førte til et leben på stævnepladsen. En konstant strøm af løbere, som kom ud af skoven, fandt deres gevær og skød, blev tiljublet, løb strafrunder under opmuntrende tilråb og atter forsvandt ud i skoven. Meget morsomt og tilskuervenligt.
Ved frokosttid var det hele overstået og alle deltagere hjalp med at pakke skydebanerne sammen, inden man tog afsked.
En vellykket weekend, hvor Høje Sandbjerg lejren atter viste sit værd.