Årsmøde

Tirsdag aften den 16. februar afholdt sektionen sit traditionelle årsmøde hos Carsten Sveding. Her afklaredes løbskalenderen for 2016 og banelæggeropgaverne fordeltes. Den endelige kalender kan ses under kommende aktiviteter.

Årsmødet bruges tillige til at drøfte visioner og mål, og til at vende opståede problemer. En frodig debat, som fyldte meget på mødet.

Endelig genvalgtes sektionens ledelse med Carsten Sveding og Nis Schmidt som første og anden feltsportsinspektør og Torkild Glaven, som kassemester. Men det holdt hårdt, og Carsten og Nis varslede, at næste år måtte nye kræfter til.

Et fyldigt referat af mødet kan læses i Bladet.

 

Klubmesterskab i O-løb

Forårets højdepunkt er klubmesterskabet i orienteringsløb. Det afholdes lørdag den 30. april på Bjerget. Ulrik Nielsen er banelægger. Klubmesterskabet har en lang historie bag sig, og slutter med en samlet frokost, hvor livsledsagere, børn og hunde er med.

 

AS-P7

Det årlige stævne med Södra Skånske Regementet (P7) idrætsforening finder i år sted i Danmark. Stævnet afholdes lørdag den 18. juni på Skyttecentret på Kalvebod, i de nordsjællandske skove og sluttende på Bjerget. Deltagerne er et udvalgt hold fra hver forening, men når stævnet afholdes i Danmark vil resten af sektionen, dem som ikke deltager, være involveret som disciplinledere og hjælpere. Det er virkelig et stævne, som er værd at se frem til.

 

O-biathlon

Sektionen har atter i år valgt at tilbyde orienteringsbiathleterne et weekendstævne. Det afholdes den 01. og 02. oktober på Bjerget. Indbydelsen kan læses her. For at give flest mulige af sektionens medlemmer mulighed for at deltage, er afviklingen af stævnet lagt i de gamle krogede hænder på sektionens seniorer.

 

Bøftur

Årets sidste aktivitet er Bøfturen, hvor Nis Schmidt kringler banerne.