Nicolai Zaar Nielsen, AS' dobbelte orienteringsbiathlon-Danmarksmester 2015

AS stillede op til årets konkurrence, som Flyvestation Skrydstrup stod for at arrangere.


Sprintkonkurrencen 28 APR var henlagt til Vojens Skyttecenter, hvor parkagtigt krat mellem boldbaner og rester af gammel plantage udgjorde orienteringsterrænet.
Danmarksmesterskabet blev hjemtaget til AS af Nicolai Zaar Nielsen med en margen på hele 35 sekunder til nr. 2, Thomas Jensen fra KOK.
Mesterskabet understreges af, at Nicolai også lagde sig foran samtlige deltagere fra Sverige (DM blev også brugt til landskamp mod hele den svenske elite).

I klasse ÆOB blev Jørgen Pedersen nr. 2.

Jørgen Pedersen flåede sig vej igennem de sønderjyske brombær til en
2. plads i O-biathlon sprintkonkurrencen, klasse ÆOB


Til den individuelle konkurrence dagen efter var der lækkerier i form af Rømø Sønderland-klitterrænet på den centrale del af øen.
Skydepladsen lå helt åbent, så den kraftige vestenvind skubbede projektilerne helt ud af den inderste træffercirkel - den har en radius på 2 cm, den nødvendige korrektion var 3 cm!
Blæsten sørgede også for at rokke godt ved affutagen, dermed kan træfningen i stående stilling bedst betegnes som ringe - kun 4 skytter fik mindre end 60% forbiere.
Dette reducerede skydningens betydning for det samlede resultat.
Punktorienteringen var decideret nem og udnyttede kun i beskeden grad de muligheder, som terrænet gav.
Dette illustreres af, at hele 10 deltagere fik 0 strafpoints og yderligere 8 deltagere 1 eller 2 strafpoints.
Dermed blev orienterings-dagsformen afgørende for resultaterne.

Toppen af DM-klassen blev en kopi af resultaterne fra dagen før, dermed gjorde AS ved Nicolai sig i alt fortjent til 2 danske mesterskaber ved dette stævne.
Margen til Thomas Jensen blev godt 6 minutter - dette forspring blev hentet ved Nicolais betydeligt bedre liggende skydning.

I klasse ÆOB stod Christian Saxe's DM-3. plads for det bedste AS-resultat.


Stafetkonkurrencen 30 APR udnyttede det samme terræn og den samme skydeplads. Her blev det til en 3. plads for AS' hold i OB-klassen.

Med feltsportshilsen
Kai
3838